Aarhus Universitets segl

Hvem bliver eksponeret for misinformation på Facebook?

Ny artikel fra forskere ved DATALAB på Aarhus Universitet belyser, hvordan misinformation spredes og bliver vist til Facebook brugere på tværs af køn, alder, tid og emner i Europa.

Med udgangspunkt i fem års data fra Facebook viser studiet, der beskrives i artiklen ”Beyond engagement: demographic, temporal, and topic variation in misinformation exposure on Facebook across European media systemic regions”, at tidligere antagelser om, hvem der ser og deler misinformation, ikke nødvendigvis holder stik – især i en europæisk kontekst.

Hvor mange tidligere studier har baseret sig på, hvem der deler misinformation – ofte med et amerikansk udgangspunkt – fokuserer dette studie i stedet på eksponering, altså hvem der faktisk har set misinformation på Facebook. På baggrund af et stort datasæt bestående af links delt på Facebook analyserer forskerne, hvordan eksponering varierer på tværs af fem europæiske mediesystemiske regioner mellem 2017 og 2022.

Vigtige fund

  • Kvinder mellem 35 og 44 år var den gruppe, der blev mest eksponeret for misinformation. Det står i modsætning til tidligere fund, som ofte har peget på ældre mænd.
  • Misinformation relaterer sig oftest til store internationale begivenheder som Covid-19-pandemien og krigen i Ukraine.
  • Indholdet af misinformation varierer markant mellem forskellige regioner og aldersgrupper:
    • Yngre brugere eksponeres ofte for sensationspræget indhold og kendte.
    • Ældre ser mere politisk indhold og store konspirationer.
    • Kvinder eksponeres mere for helbredsrelateret misinformation, mens mænd ser mere om konspirationer og stoffer.
  • Mængden af misinformation var højest i de sydeuropæiske og østeuropæiske lande og lavest i Norden – hvilket stemmer overens med eksisterende teorier om mediernes rolle som modstandskraft mod misinformation.

Studiet viser, at eksponering ikke nødvendigvis følger de samme mønstre som deling. Det giver dermed et mere nuanceret billede af, hvordan misinformation bevæger sig gennem sociale medielandskaber - og hvem det når ud til. Studiet understreger også behovet for, at fremtidig forskning og foranstaltninger som digitale oplysningskampagner tager højde for demografiske forskelle og regionale mediestrukturer.

Læs studiet her.