Miriam Kroman Brems er ny postdoc i SHAPE
Miriam Kroman Brems er ny postdoc i SHAPE-projektet “YouTube as an infrastructure for influence on citizens’ values, beliefs and behavior.” Her skal hun blandt andet undersøge, hvordan social media influencers kan påvirke danskernes politiske holdninger og handlinger.

Miriam Kroman Brems forsvarede sin ph.d.-afhandling i april ved Afdeling for Medievidenskab og Journalistik på Aarhus Universitet. I sin ph.d. undersøgte hun brugen af såkaldte alternative nyhedsmedier i Danmark. Begrebet referer til online nyhedssider, der positionerer sig som korrektiv til traditionelle nyhedsmedier. Deres nyhedsindhold er politisk farvet og ofte kritisk over for etablerede nyhedsmedier og politikere. I projektet har Miriam blandt andet undersøgt, hvor udbredt brugen af alternative nyhedsmedier er i Danmark, hvorfor den type nyhedsindhold appellerer til dele af befolkningen, og hvordan brugen af alternative nyhedsmedier er relateret til (lavere) tillid til traditionelle nyhedsmedier og politikere, politisk polarisering, populistiske holdninger, og partivalg.
I SHAPE vil Miriam være tilknyttet Anja Bechmanns projekt ”YouTube as an infrastructure for influence on citizens’ values, beliefs and behavior,” der fokuserer på danskernes brug af YouTube – en social medieplatform, som en stor andel af danskerne bruger, men som vi endnu kun har begrænset viden om brugen af i forskningsmæssig sammenhæng. Miriam skal blandt andet være med til at undersøge, hvad der kendetegner opinion leaders på YouTube, og hvordan social media influencers kan påvirke deres følgeres politiske holdningsdannelse og politiske handlinger.
Miriam har for nylig bidraget til Magtudredningen 2.0's essayserie med et skriv om brugen af alternative nyhedsmedier i Danmark.