Hvad er din professionelle baggrund, og hvad er dit primære forskningsområde?
"Jeg er uddannet på Æstetiske Fag på Kasernen ved AU med en BA i Litteraturhistorie samt en KA og efterfølgende en ph.d. fra Æstetik & Kultur. Før det læste jeg Praktisk Filosofi i Göteborg, men jeg fik aldrig meritoverført det. Jeg tilhører den del af Æstetik & Kultur, som er mere sociologisk, antropologisk og samfundsvidenskabeligt orienteret, hvilket også afspejler sig i mine to største forskningsfelter.

Dels har jeg i mange år interesseret mig for, hvordan og hvornår vores idéer om kreativitet som noget særligt menneskeligt er opstået historisk set, under hvilke påvirkninger – eller ligefrem er blevet opfundet – og hvordan de har forandret sig.

I starten var min primære interesse relateret til vores forestillinger om arbejdet, fx i form af det, man kunne kalde 'arbejdslivets kreativisering', dvs. hvordan forventningen om kreativitet i arbejdslivet er blevet fremhævet som en værdi, først hos arbejdstagere og sidenhen også hos arbejdsgivere, og hvad dette mon afspejler. Senere har min interesse rettet sig mod, hvordan disse historisk opståede idéer om kreativitet nu må gentænkes i lyset af AI, ikke mindst med de nyere generative former.

Mit andet store forskningsfelt er demokratiteori, især i lyset af den posthumane, mere-end-menneskelige 'vending', dvs. hvordan demokratiske teorier kan omfavne de fænomener, der ikke passer ind i forestillingen om demokrati som en udelukkende menneskelig praksis. Alle de fænomener, som har en tendens til at forblive tavse. Igen er AI, især den sprogbaserede generative AI, blevet en gamechanger, hvilket er det, min nuværende forskning handler om."

Hvad handler dit igangværende AIAS-SHAPE-forskningsprojekt om?
”Mit SHAPE-projekt på AIAS beskæftiger sig netop med, hvad der sker med den demokratiske samtale, når vi ikke længere er alene i sproget – eller måske rettere: når det med den generative AI baseret på store sprogmodeller bliver tydeligt, at vi aldrig har beboet sproget alene. Forskellige teknologier har nemlig længe, relativt ubemærket, flettet sig ind i vores sprogbrug.

Projektet, som jeg kalder ChatDemocracy, har to dele. Den første er en teoretisk skrivebordskomponent, der tager udgangspunkt i spørgsmålet: Hvilken AI, og hvilken brug af hvilke former for sprog, til hvilken form for demokrati? Med andre ord forsøger jeg at teoretisere, hvordan forskellige typer AI passer ind i forskellige demokratiformer – fx valg-centriske vs. tale-centriske, formelle/smalle vs. uformelle/brede, institutionaliserede vs. hverdagslige – samt hvilke roller sproget kan spille i disse sammenhænge. Ikke mindst undersøger jeg, hvordan de forskellige måder at bruge sproget på i disse demokratiske praksisser påvirkes forskelligt af de forskellige afarter af sprogmodelbaseret AI.

Den anden del af projektet har en mere intervenerende, aktionsforskningsmæssig tilgang. Her samarbejder jeg med en lille ekstern virksomhed bestående af open source-demokratientusiaster (som mig selv), hvor vi udvikler, afprøver og – med tiden, forhåbentlig – udbreder AI-baseret software og interfaces samt workshopformater med henblik på digital og demokratisk dannelse i uddannelsessystemet. Det gælder primært folkeskoler, gymnasier samt efter- og højskoler. Dette projekt kalder vi DemBots.” 

Hvilken indvirkning forventer du, at dit projekt vil have på samfundet eller dit forskningsfelt?
”Den mest klassiske akademiske del af projektet forsøger at insistere på nuancerne i diskussionen. Jeg ser alt for mange indlæg i debatten, hvor folk diskuterer, hvilken indvirkning AI har på demokratiet. Her vil jeg gerne have en mere kvalificeret diskussion, som ikke blot taler om AI og demokrati i underforstået bestemt ental, som om disse var klart definerbare, smalle fænomener. Begge dele er dynamiske og foranderlige felter for sociale (og økonomiske) kampe, og det samme gælder selvsagt sprogets rolle i forbindelse hermed. Det kan fx godt være sådan, at bestemte former for AI kan være nyttige eller effektiviserende i forhold til den del af det repræsentative demokrati, hvor myndighederne eller det offentlige interagerer med borgerne i fx sagsbehandling, men at det samtidig har omkostninger i forhold til borgerinddragelse, deltagelse osv.

Omvendt kan det også være, at nogle former for AI kan virke befordrende på vores samtaler og dermed potentielt have positive effekter på den sociale sammenhængskraft og lignende, uden at det nødvendigvis bibringer løsninger på andre samfundsmæssige problemstillinger (hvis man nu skulle abonnere på forestillingen om, at problemløsning er demokratiets raison d’être). Disse nuancer er væsentlige – men desværre ofte fraværende i både den brede offentlige debat og i den akademiske.

Den praktisk intervenerende del af mit projekt forsøger at bringe en del af disse diskussioner ind i læringssituationer, hvor elever og studerende får mulighed for meget hands-on at opleve, hvordan sprogmodellerne ”snakker med” og intervenerer i demokratiske samtaleprocesser og dermed ultimativt også i, hvordan vi erfarer hinanden, os selv og verden.

For mig at se er den måske væsentligste diskussion, som vi altid i demokratiske samfund bør gøre os umage for at genbesøge, centreret omkring spørgsmålet: Hvordan og med hvilke midler (sproglige, teknologiske osv.) kunne demokratiet også praktiseres? (dvs. i modsætning til hvordan vi gør det nu). Ikke fordi jeg forestiller mig, at vi i disse workshops kan finde endegyldige svar på dette, men diskussionen er ikke bare værd at tage, den er også vigtig som indgang til livet som demokratiske medborgere.”

 Læs mere om Jan Løhmann Stephensens’ forskningsprojekt her.