Aarhus Universitets segl

Mød en forsker i SHAPE: Peter Danholt

Lektor Peter Danholt er tilknyttet SHAPE med forskningsprojektet 'Cultures of Data Collaboration', der undersøger brugen af digitale systemer og data i socialt arbejde. Læs mere om hans forskningsbaggrund og igangværende projekt i portrættet her.

Lektor Peter Danholt.

Hvad er din professionelle baggrund og dit primære forskningsområde?

Jeg er kandidat fra Informationsvidenskab, Aarhus Universitet, 2002. Derefter havde jeg et ph.d.-stipendiat på Roskilde Universitet. Her var jeg en del af en forskningsgruppe, der havde fokus på sundheds-IT. Gruppen bestod af forskere fra DTU, Roskilde, ITU og KU, der arbejdede indenfor Participatory Design, CSCW og STS. Gruppen bestod bl.a. af Finn Kensing, Keld Bødker, Brit Ross Winthereik, Jesper Simonsen, Erling Havn, Kjeld Schmidt, Magnus Nilsson, Jens Pedersen, Joakim Halse.

Mit ph.d.-projekt var en etnografisk undersøgelse af egenomsorgspraksisser og logikker med personer med diabetes. I afhandlingen undersøgte jeg disse praksisser med STS’ forståelser af teknologi, materialitet og krop, og belyste, hvordan egenomsorg opstår i et krydsfelt af en lang række hensyn og mere-end-menneskelige relationer. Afhandlingen kan findes her og en artikel om den her.

I 2008 blev jeg ansat på Informationsvidenskab. I mit arbejde har jeg været optaget af uddannelses- og fagudvikling på Informationsvidenskab, og har arbejdet tæt sammen med Morten Breinbjerg og Lone Koefoed Hansen. Jeg har ledet STS-centret på AU i mange år i samarbejde med gode kolleger. I dag er jeg sammen med Søren Pold forskingsprogramleder af programmet Cultures and Practices of Digital Technology. Min forskning er indenfor STS-feltet, og har fokus på hvordan digitalisering forandrer organisationer, viden og praksis. Jeg er desuden optaget af forholdet mellem viden, samfund og politik, og af hvordan vi udvikler den relation i en tid og verden, hvor så meget synes at være på spil, og hvor det forhold er helt afgørende.

Hvad handler dit igangværende forskningsprojekter i SHAPE om?

Vores nuværende projekt, som er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, hedder 'Cultures of Data Collaboration'. Forskerne bag er Mikkel Rask Pedersen, Patrick Heiberg Kapsch, Peter Lauritsen og Peter Danholt. Gennem interviews og etnografiske metoder undersøger vi brugen af digitale systemer og data i socialt arbejde, og med socialt udsatte børn og unge samt deres familier. Vores samarbejdspartnere er Aarhus og Norddjurs kommuner. I samarbejde med deltagerne er målet at udvikle forståelser og anbefalinger til, hvordan man i offentlig forvaltning kan arbejde med og bruge data på ansvarlige måder. En central pointe er, at data både kan give indsigt og rejse nye spørgsmål, og kalde på andet og mere data. Så hvordan bruger man data, ikke kun som kendsgerninger, men som anledninger til undersøgelse og forhandlinger?

Hvilke fremtidige projekter har du i støbeskeen?

Der er altid mange små og store projekter i støbeskeen som forsker. Et gennemgående fokus i min forskning er, hvordan digitalisering forandrer vores forståelse af virkeligheden og vores samfund. Jeg er optaget af det digitales ontologiske konsekvenser og det digitales ontologi. Jeg mener, at vi har brug empiriske undersøgelser af digitalisering, men også behov for at teoretisere forholdet til det digitale. Vi må skabe alternative forståelser af det digitale som noget andet end noget, der ’blot’ skal reguleres, designes og implementeres på den ’rigtige’ måde. Jeg er optaget af, hvordan vi kan udvikle måder at leve med det digitale, som anerkender det digitale som en form for vildskab, der overrasker og forandrer os, og undslipper vores kontrol.

Digitalisering har gennemgribende konsekvenser for, hvordan vi forstår den samfundsmæssige orden, styringsformer og demokrati. I en digital virkelighed lever vi i en tilstand, hvor vores videns- og informationsgrundlag er vokset enormt indenfor ganske få år, og fordobles i stigende hast. Men sociologisk og antropologisk betragtet, har det ikke ført til en mere ‘forenet’ virkelighed. Tværtimod, som nogle har peget på, lever vi i en verden-af-mange-verdner. Jeg optaget af, hvordan vi på den baggrund udvikler vidensformer, samfundsmæssige institutioner og fællesskaber, som er robuste, nysgerrige, oplyste, og som drager omsorg for den sociale og naturlige verden.

 

Udvalgte referencer:

Danholt, P. (2024). Antropocæn: en indviklet forenkling? I Antropocæn: menneske, samfund og dannelse i en ny tidsalder (s. 99-117). Unge Pædagoger.

Danholt, P., & Gad, C. (Eds.). (2021). Videnskab, teknologi og samfund: En introduktion til STS. Hans Reitzels Forlag.

Danholt, P. (2021). Droner og drømmerier. PROSA prosabladet.dk/nyheder/nyhed/droner-og-droemmerier

Danholt, P. (2020). Levedygtige nutider. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, 17(33), Article 33. doi.org/10.7146/tfss.v17i33.123587

Danholt, P., Klausen, M. B., & Bossen, C. (2020). Data: A cosmopolitical approach. STS Encounters, 11(1). tidsskrift.dk/encounters/article/view/135284/180066

Danholt, P. (2019). Glemte vi at tænke abstrakt, da vi sagde ja til el-løbehjul i gaderne? videnskab.dk/kultur-samfund/glemte-vi-at-taenke-abstrakt-da-vi-sagde-ja-til-el-loebehjul-i-gaderne