SDS#3: Aktivt medborgerskab i et dataficeret samfund? Oplæg af Dr. Arne Hintz
Spørgsmål om deltagelse og demokrati danner grundlaget for SHAPEs seminarrække, Socio-Technical Data Studies Saloon, på flere niveauer: med inspiration fra det danske ’forsamlingshus’ er ambitionen at facilitere oplæg og åbne diskussioner om digitalisering, demokrati og medborgerskab. På vores seneste seminar præsenterede Dr. Arne Hintz sit arbejde med digitalt medborgerskab hos Data Justice Lab, Cardiff University.
Dr. Arne Hintz er lektor ved Cardiff University's School of Journalism, Media and Culture og meddirektør for dets Data Justice Lab. Udover omfattende akademisk erfaring fra forskellige universiteter i Europa og Canada har Hintz en baggrund inden for journalistik samt fra medieinstitutioner.
I sin forskning er Hintz dedikeret til at undersøge det indviklede forhold mellem øget dataficering og social retfærdighed. Hans fokus er på praksisser og betingelser for digitalt medborgerskab, og han kombinerer her arbejde med deltagelse, digital politik, internetforvaltning og dataficering. Hintz har senest været medforfatter til bøgerne Digital Citizenship in the Datafied Society (2018) og Data Justice (2022)
Dataindsamler vs. Databærere
På SHAPEs Socio-Technical Data Studies Saloon præsenterede Hintz nogle af de centrale spørgsmål og udfordringer, der danner grundlag for forskningen i Data Justice Lab; laboratoriet beskæftiger sig først og fremmest med dataficering inden for brede områder af forvaltningen og den offentlige sektor, samt hvordan denne udvikling skaber et ujævnt og uigennemsigtigt forhold mellem dataindsamleren (staten) og databærerne (borgerne). En hovedbekymring, som Hintz rejste i sin præsentation, var netop konsekvenserne af denne ujævne magtdynamik, og hvad det betyder for begrebet (digitalt) medborgerskab.
Demokratisering af det datafiserede samfund
Hintz og Data Justice Lab er især optaget af at fremme civilt engagement i spørgsmål om øget dataficering for at forbedre borgernes mulighed for i højere grad at få indsigt i og indflydelse på brugen af data i den offentlige sektor. Laboratoriet har bl.a. undersøgt "platforme for borgerlig deltagelse og interventioner i mere og mere databaserede og automatiserede styringsformer, udforsket lovende mekanismer til at styrke folks stemmer, men også fremhævet mange begrænsninger og forhindringer, som fører til alvorlige udfordringer for demokratiets fremtid i et databaseret samfund” [1].
Data Justice Lab inviterer andre forskere, fageksperter, aktivister og samfundsgrupper til at deltage i diskussioner om de aktuelle udfordringer vedrørende deltagelse, dataficering og social uretfærdighed ved den kommende Data Justice Conference på Cardiff University (og online) den 19.-20. juni 2023.
[1] https://datajusticelab.org/democratising-the-datafied-society/