En række undersøgelser har påvist, at der eksisterer en digital kløft, at nogle borgere har lettere ved at anvende de digitale løsninger i den offentlige forvaltning end andre, og at nogle oplever, at det er blevet vanskeligere at få adgang til den relevante information og vejledning og at få de rettigheder og sociale goder, som lovgivningen tilsigter.
Den markant øgede digitalisering af forvaltningen stiller store krav til borgerne om selv at finde frem til relevant information og til selv at medvirke under sagens behandling. Der pålægges således borgerne en markant øget administrativ byrde. Dette gælder ikke mindst, hvis borgeren har en atypisk sag eller en kompleks sag, der involverer flere forskellige regelsæt. De store ambitioner om indførelse af softwarerobotter og automatisering af afgørelser vil blot accentuere dette.
Digitalisering af forvaltningen kan føre til øget ulighed i adgangen til offentlige ydelser mv. Digitaliseringen kan altså udgøre en barriere for, at nogle borgere får de ydelser, som de er berettiget til. Dette er særligt problematisk, hvis det især er borgere med et særligt behov for hjælp, som er dem, der udelukkes herfra. Dermed er der risiko for, at den sociale ulighed forstærkes gennem den digitale ulighed.
Formålet med projektet er at analysere retsudviklingen, herunder mulige implikationer for retsbegrebet og retanvendelsen.
En række forskellige forskningsaktiviteter.
