I Danmark findes en række af registre, der samler personoplysninger om os alle sammen til forskellige formål. Det mest kendte er det centrale personregister - eller blot CPR.
I CPR er vi alle identificeret igennem vores eget cpr-nummer, eller personnummer, der rummer en række basale oplysninger om os. Dette personnummer er en forudsætning for en lang række administrative forhold og for vores kontakt med forskellige offentlige myndigheder. Det er blevet så grundlæggende en infrastruktur i vores velfærdsstat, at vi ikke skænker den meget tanke.
Denne infrastruktur er dog ret unik. Brugen af personnumre og et system som CPR eksisterer ikke mange steder udenfor Skandinavien og Norden. Derfor vil dette projekt bringe denne infrastruktur frem i lyset og undersøge, hvilke konsekvenser brugen af personnumre har for forholdet mellem borger og stat.
Projektet arbejder på baggrund af arkivmateriale fra forskellige udvalg, råd og tilsyn i embedsværket for at kortlægge de beslutninger, der stod bag CPR's indførelse i 1968.
Samtidig undersøger vi også, hvordan disse beslutninger er blevet taget imod i den offentlige debat, og hvordan det har præget den politiske debat. På baggrund af dette vil vi aktualisere foregående debatter og problemstillinger om CPR med mere aktuelle problemstillinger.
Ved at belyse CPR som infrastruktur vil projektet vise, hvordan CPR på en gang kan ses som udtryk for en sammenhængskraft i vores velfærdssamfund, men at den på andre punkter også udfordrer selvsamme sammenhæng.