SHAPE collab: Digital deltagelse for unge med handicap
Stine Liv Johansen (lektor, Center for Børns Litteratur og Medier) og Louise Bøttcher (lektor i neuropsykologi, DPU) undersøger i et nyopstartet forskningsprojekt tilknyttet SHAPE handicappede unges digitale liv. Læs mere om projektet i portrættet her.
Forskningsprojektet 'Digital deltagelse for unge med handicap' undersøger, hvordan unge med handicaps bruger og lever med digitale teknologier. Louise, der i mange år forsket i børn og unge med handicaps og deres muligheder for læring og udvikling, fortæller her, hvordan hende og Stine blev introduceret af en fælles kollega, hvorefter de besluttede sig for at arbejde sammen og udvikle et forskningsprojekt om det digitale liv for unge med handicap.
“Jeg har ikke beskæftiget mig med medieområdet, men jeg samarbejdede med en kollega, som Stine også kender, og vores fælles kollega syntes, at Stine og jeg skulle møde hinanden," fortæller Louise.
Stine, der har forsket i børn og unges liv med medier i 20 år, istemmer:
“Min egen indgang til det her forskningsfelt, der undersøger unge med handicaps og deres brug af teknologier, er, at vi forskere ofte kommer til at interviewe de samme velfungerende, middelklassebørn, hvis forældre selv melder dem til undersøgelserne. Samtidig med det begyndte jeg at få et blik på det her område med børn og unge med handicap, som også er underrepræsenteret generelt i forskningen. For under et år siden siger vores fælles kollega, at vi bør møde hinanden. Så vi sætter en online-date op, hvor vi hurtigt opdager, at vi kan supplere hinandens fagligheder rigtig fint, for vi kommer begge fra nogle store felter, som den anden er interesseret i, men ikke ved lige så meget om, som den anden gør. Ét af de spørgsmål vi begge er optagede af er dels brugen af teknologier, men også hvordan unge med handicaps - både fysiske og kognitive - mødes og repræsenteres i medierne. Så det er nogle store felter, hvor vi prøver at fokusere primært på den konkrete brug af digitale teknologier.”
Hvad er formålet med projektet, og på hvilken måde har det tilknytning til SHAPE?
"Vores overordnede spørgsmål er, hvordan unge mennesker med forskellige handicaps bruger digitale teknologier i deres hverdag," fortæller Stine.
Louise uddyber:
“Planen er at arbejde henimod udformningen af en fondsansøgning i slutningen af året, så vi kan fortsætte vores projekt i 2024. Vi vil udbygge vores faglige netværk inden for dette forskningsområde gennem et symposium, vi er i gang med at planlægge. Konkret er vi i kontakt med en række forskere, der allerede har lavet forskning og som derfor kan komme med nogle inputs til vores proces. Det er også en måde at modne en ansøgningsproces, at man opbygger et fagligt netværk.”
Hvilke initiativer har I fået mulighed for at udvikle som følge af jeres tilknytning til SHAPE?
Om det kommende symposium fortæller Stine:
"Det skal udgøre rammen for den føromtalte netværksdannelse, som vi mener er så vigtig. Her har vi inviteret et række forskere fra både ind- og udland til at dele og diskutere deres forskning. Formålet er at bringe forskellige forskere ind, så vi sammen kan blive klogere, og så vi kan videreudvikle vores projekt og ansøgning efterfølgende. Symposiet, som vi begge ser meget frem til, vil blive afholdt d.10. november i Aarhus.
Hvilke fremtidsmuligheder har projektet?
“For det første håber vi på at kunne konkretisere vores projekt i den næste tid. Når vi siger, at vi gerne vil opbygge et fagligt netværk, handler det for det første om at få kendskab til forskere på området, men det handler i lige så høj grad om at skabe og styrke netværk, fx i patientorganisationerne, hvor mit netværk ikke er så stort endnu. Det kommer til at være et forløb hen over det næste års tid, hvor vi giver os god tid til at skabe netværk og finde ud af, hvad vi skal undersøge, samtidig med at vi prøver nogle ting af. Et konkret eksempel på det er, at jeg skal jeg lave et interview med to unge kvinder med muskelsvind om, hvordan de bruger sociale medier i hverdagen. Så vi danner netværk, skriver ansøgninger og laver specifikke tiltag, der kan gøre os klogere på området og vores overordnede interesse for, hvordan unge mennesker med handicap bruger digitale teknologier i deres hverdag," fortæller Stine.
Både Louise og Stine er enige om, at samarbejdet med SHAPE har givet dem muligheder for at bruge tid på at skabe det faglige netværk, de har brug for, så de også kan tiltrække ph.d.-studerende og postdocs, der vil være en del af forskningsprojektet i fremtiden:
“Vi skal turde at lade ting tage noget tid og lade projektet ‘spire'," afslutter Stine.
Til slut i interviewet fortæller Louise og Stine mere om, hvad deres forskningsprojekt kan bidrage med både nu og på længere sigt:
“Der findes faktisk forskning på det her område, men det er meget fragmenteret. Derfor forestiller vi os, at et symposium kan være med til at samle det her store felt i stedet for, at det er spredt rundt omkring. Så vi ser meget frem til at afholde et symposium, der kan samle den vigtige forskning, der eksisterer på området,” siger Louise.
Stine tilslutter sig Louise: “Internationalt er det en dagsorden, der findes, men i Danmark er der ikke særlig meget forskning. Det er mere en generel ulighedsdagsorden, der undersøges i en dansk kontekst. Men vi kan da lige nævne, at Red Barnet netop har afholdt en konference og udformet en rapport om unge med kognitive handicaps, så der begynder at komme mere offentligt fokus på det.
Læs mere om forskningsprojektet 'Digital deltagelse for unge med handicap'.