Mød en forsker i SHAPE: Caroline Gjørtsvang Kock
Caroline Gjørtsvang Kock er videnskabelig assistent i SHAPE, og arbejder på projektet "Den digitalt understøttede demokratiske samtale om byudvikling".

Hvad er din professionelle baggrund?
Jeg har en kandidatgrad i Informationsvidenskab fra Aarhus Universitet med speciale i forholdet mellem menneske, samfund og teknologi.
Gennem min akademiske baggrund har jeg især arbejdet med Science and Technology Studies (STS), som har givet mig et kritisk og nuanceret blik på, hvordan teknologier ikke blot påvirker menneskers adfærd og forståelsesmåder – men også formes af sociale og kulturelle praksisser.
I mit speciale undersøgte jeg det gensidige forhold mellem mennesker og sprogmodeller som ChatGPT, og hvordan sådanne teknologier udfordrer traditionelle skel mellem bruger og system – og konsekvenserne heraf.
Hvad er din tilknytning til SHAPE, og hvad handler dit igangværende forskningsprojekt i SHAPE om?
Jeg er ansat som videnskabelig assistent hos SHAPE og tilknyttet forskningsprojektet "Den digitalt understøttede demokratiske samtale om byudvikling", som ledes af Peter Lauritsen og gennemføres i samarbejde med Aarhus Kommune og CAVI. Projektet undersøger, hvordan digitale teknologier kan bruges til at understøtte mere inkluderende og dialogbaserede former for borgerinddragelse i byudvikling, med særligt fokus på lokalplanlægning for den grønne omstilling.
Mit arbejde består i at kortlægge eksisterende forskning inden for digitalt understøttet demokrati og borgerinddragelse samt medudvikle og afprøve prototyper på teknologier, der skal styrke samtalen mellem borgere, politikere og forvaltning. Projektet tager afsæt i behovet for at inddrage flere perspektiver i beslutningsprocesser i takt med, at byer som Aarhus vokser og står over for komplekse bæredygtighedsudfordringer.
SHAPE’s rolle i projektet er at sikre, at de digitale løsninger, vi udvikler, er funderet i viden om digitalt demokrati og understøtter åbne, ligeværdige og demokratiske processer.
Hvilken indvirkning forventer du, at dit projekt vil have på samfundet eller dit forskningsfelt?
Projektet sigter mod at styrke demokratisk deltagelse i byudvikling ved at udvikle digitale løsninger, der gør det lettere for borgere at engagere sig i beslutningsprocesser - også i komplekse og tekniske spørgsmål som lokalplanlægning for grøn omstilling. Ved at skabe mere tilgængelige, dialogbaserede og gennemsigtige former for borgerinddragelse, håber vi at bidrage til en mere inkluderende og retfærdig byudvikling.
Samtidig har projektet potentiale til at påvirke forskningsfeltet omkring digitalt demokrati og borgerinddragelse ved at kombinere teknologisk udvikling med et kritisk, praksisnært blik på, hvad demokratisk deltagelse faktisk kræver. Vi bringer viden fra STS og participatory design ind i udviklingen af digitale prototyper, og på den måde viser projektet, hvordan teknologier ikke blot understøtter, men også former den måde, vi forstår og praktiserer demokrati på.