Aarhus Universitets segl

Mød en forsker i SHAPE: Cathrine Hasse

Cathrine Hasse er professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), og er tilknyttet SHAPE med forskningsprojektet "Sokratisk uvidenhed i arbejdet med generative AI-chatbots". Læs mere om hendes baggrund og forskning i portrættet her.

Hvad er din professionelle baggrund og dit primære forskningsområde?
"Jeg er forsker ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet. Min forskning fokuserer på kulturelle læreprocesser: hvordan mennesker lærer i og gennem kultur, og hvordan materialer og teknologier (fx AI) indgår i læring og praksis. Jeg arbejder pædagogisk-antropologisk og har udviklet en “anthropology of learning” om, hvordan vi som deltagere bliver formet af - og former - kulturelle økologier gennem friktioner i hverdagspraksis . Dette felt knytter an til mine tidligere arbejder om tolkningsrammer, kulturelle ressourcer og menneske-teknologi-relationer."

Hvad er din tilknytning til SHAPE, og hvad handler dit forskningsprojekt i SHAPE om?
"Projektet “Sokratisk uvidenhed i arbejdet med generative AI-chatbots” blev finansieret af Aarhus Universitets satsningsområde SHAPE. I projektet undersøgte vi, hvordan studerende faktisk bruger ChatGPT (3.5) i undervisningsnære situationer, og hvordan deres forudgående læring og faglige tolkningsrammer påvirker deres promptning og udbytte. Vi udviklede her begrebet Relationel Sokratisk Uvidenhed (RSU): en pædagogisk opmærksomhed på, at uvidenhed altid er relationel ift. en faglig ramme - og at både spørgsmål og svar til AI derfor må rammesættes fagligt. Metodisk gennemførte vi et undervisningseksperiment (med bl.a. opgaven “Hvad er uddannelse?”) og viste, at nogle studerende udfordrede ChatGPTs instrumentelle definitioner ved at trække på bredere faglige ressourcer, mens andre manglede sådanne ressourcer at aktivere."

Hvilken indvirkning forventer du, at dit projekt vil have på samfundet eller dit forskningsfelt?
"Tre hovedbidrag peger frem: (1) Et mere nuanceret blik på menneske–maskine-relationer i uddannelse; (2) en teoretisk og praktisk betoning af, at forudgående læring og kulturelle ressourcer er afgørende, når studerende skal selektere og kvalificere AI-svar; (3) et konkret pædagogisk begreb (RSU), som kan bruges til at rammesætte promptning og styrke kritisk sans, så AI bliver et fagligt redskab snarere end en svarmaskine. Tilsammen kan det informere didaktik, vejledning og prøveformer i videregående uddannelse og dermed påvirke både praksis og forskning i læring og teknologi."

Hvilke fremtidige projekter har du i støbeskeen?
"Artiklen markerer et tidligt, kvalitativt studie, som vi følger op med større og mere varierede praksisstudier. Vi arbejder bl.a. på at (a) afprøve RSU på tværs af fag og uddannelser, (b) udvikle undervisningsdesigns og underviserkompetencer, der operationaliserer RSU i konkrete forløb, og (c) undersøge, hvordan RSU kan afbøde forskelle i studerendes forudsætninger, når de integrerer AI i deres studier. Projektlinjen bygger videre på vores pædagogisk-antropologiske teori om kulturelle ressourcer og lærepotentialer og eksplicit inviterer til mere empirisk, praksisnær forskning på området.

Vores SHAPE-forskning viser, at generativ AI ikke er kulturelt neutral: modeller som ChatGPT spejler de sproglige og uddannelsesmæssige tolkningsrammer, de er trænet på - fx forsvinder det danske dannelsesbegreb, medmindre det eksplicit prompte, fordi modellen primært er forankret i amerikanske traditioner. Samtidig opstår en risiko for ulighed mellem studerende, når teknologien overser betydningen af de studerendes forudgående læring (preceding learning): allerede tilegnede begreber og materialer er afgørende for, hvad man kan se, spørge til og lære i nye situationer - disse forskelle i forudgående læring skaber forskelle i læringsmuligheder, som RSU netop søger at adressere didaktisk.

Protokollen bag Pædagogisk indblik dokumenterer, at feltet er domineret af surveys, teknologidrevne/”teacher-bot”-studier og ikke-empiriske anbefalinger, mens etnografiske in situ-studier af de studerendes faktiske brug er markant underrepræsenteret - på trods af en screening af knap 14.000 artikler fra 2018 til forår 2024. Netop derfor er vores SHAPE-arbejde unikt: vi undersøger, hvordan studerende de facto arbejder med GAI i praksis og viser, at teknologien er kulturelt formet, og at forudgående læring strukturerer, hvad de kan få ud af den - præcis den type praksisnær indsigt, protokollen efterlyser for SSH-uddannelserne."