Nicolas René M Maleve er ny postdoc i SHAPE
Nicolas René M Maleve er ny postdoc i SHAPE-projektet “Knowledge Servers”. Her skal han sammen med PI Christian Ulrik Andersen og Pablo Velasco undersøge spørgsmål omhandlende vidensproduktion og den voksende afhængighed af virksomheders videnstjenester, samt den dermed forbundne risiko for at mindske evnen til kritisk tænkning.
Nicolas er postdoc ved Institut for Kommunikation og Kultur, afdeling for Æstetik og Kultur. Hans forskningsinteresser kredser om de teknokulturelle dynamikker ved digitale billeder og billedbaserede datasæt, og deres anvendelse i AI-teknologier.
Nicolas' ph.d. (2021) med titlen: Algorithms of Vision var et samarbejde mellem The Photographers gallery og CSNI i LSBU, og han har udgivet forskning om forholdet mellem fotografi og AI. Som medlem af kollektivet Active Archives har han udviklet digitale værktøjer til at navigere i visuelle arkiver og udforske datastrukturer.
Skiftet mod digitalisering og afhængighed af viden genereret af f.eks. Big Tech-virksomheders AI-tjenester, samt videnslagre i populærkulturen og den akademiske verden giver anledning til bekymring. Når viden leveres som en service, er der risiko for, at betingelserne for vidensproduktion tilsløres. Som en del af SHAPE-projektet “Knowledge Servers” skal Nicolas sammen med Christian Ulrik Andersen og Pablo Velasco undersøge spørgsmål, der peger på de materielle, politiske og organisatoriske aspekter af vidensproduktion.
Velkommen, Nicolas!