SHAPE collab: Human Futures research programme
Samarbejde på tværs af fagligheder er en grundsten i SHAPE, som foruden eksterne samarbejder også har stærke samarbejder med andre forskningsmiljøer på AU. Heriblandt forskningsprogrammet Human Futures, som i efteråret 2022 arrangerede en række forskningsaktiviteter om AI i samarbejde med SHAPE.
Forskningsprogrammet Human Futures ved Faculty of Arts har siden 2016 stået bag en lang række af humanistiske forskningsaktiviteter om teknologiudvikling. Med en serie af aktiviteter med mere specifikt fokus på kunstig intelligens og maskinlæring (AI/ML) støttet af SHAPE nåede Human Futures sin afslutning i udgangen af 2022. Forskningsprogramleder, Mads Rosendahl Thomsen, fortæller her om Human Futures’ afsluttende aktiviteter og et tværfagligt, humanistisk fokus på AI.
Hvem er du, og hvad er din faglige baggrund?
Jeg er professor i Litteraturhistorie ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Jeg har også været del af en række projekter omkring udvikling af digitale metoder i humaniora, bl.a. Digital Literacy og Digital Curriculum.
Hvad handlede Human Futures om, og på hvilken måde har det tilknytning til SHAPEs arbejde?
Sammen med Cathrine Hasse (professor i Pædagogisk Antropologi), Johanna Seibt (professor i Filosofi) og Jacob Wamberg (professor i Kunsthistorie) ledede jeg projektet Human Futures, der undersøgte menneskets forhold til teknologi fra en bred vifte af humanistiske discipliner. Kernen i projektet var knyttet til forskningsprojekter omkring robotteknologi og til forestillinger om menneskelig forandring gennem teknologi.
Hvilke aktiviteter har I fået mulighed for at udvikle som følge af samarbejdet med SHAPE?
Siden 2019 organiserede vi en del af arbejdet i Human Futures særligt omkring AI og maskinlæring. Vi fik gennem samarbejdet med SHAPE mulighed for at lave nogle arrangementer i forlængelse af, at Human Futures ophørte. Blandt andet en konference om AI og kreativitet, om AI og velfærdsstaten og mere generelt om AI og humaniora.
Human Futures er nu afsluttet, men hvilke fremtidsmuligheder ser du i feltet og det arbejde, I har lavet igennem de seneste år?
Jeg er meget optaget af automatisk tekstgeneration, som kommer til at have en enorm indflydelse på så mange områder. Efter 6.000 år, hvor skrift har været et menneskeligt domæne, så vil vi mere og mere opleve, at vi får computerassistenter til at skrive og oversætte, og at vi ikke længere kan regne med, at tekst er skrevet af mennesker. Den enorme interesse for ChatGPT understreger, at det er teknologier, som kan mange forskellige ting, og at der er en stor efterspørgsel efter dem.