SHAPE-forskere afholdt workshop ved Transmediale Festival 2025
I januar deltog en række SHAPE-forskere i Transmediale Festival 2025, hvor de organiserede og faciliterede workshoppen "Everything is a matter of distance".

I januar deltog SHAPE-forskere Christian Ulrik Andersen, Magdalena Tyzlik-Carver, Nicolas Maleve og Pablo Velasco ved Transmediale Festival 2025 i Berlin. Som led i dette, organiseredes workshoppen ”Everything is a matter of distance” i regi af DARC (Digital Aesthetics Research Center) i samarbejde med Transmediale og SHAPE.
Workshoppen beskæftigede sig med historiske og nutidige troper om afstand vedrørende digital kultur. Her var inkluderet projekter, der diskuterer spørgsmål om afstand og/eller nærhed, og hvordan de relaterer sig til måden vi bruger – og bliver brugt af – platforme, interfaces og senkapitalistisk politik. Kollektivt udvikledes en fornemmelse af, hvilke metoder, kritiske værktøjer og konceptuelle modeller, der kan hjælpe til at se nuancerne i nærhed og afstand fra andre vinkler.
Christian Ulrik Andersen, som var med til at organisere og afholde workshoppen, fortæller nedenfor yderligere om workshoppens baggrund, temaer og rammer.
- Hvilke hovedpointer blev diskuteret på workshoppen, og hvorfor er de vigtige netop nu?
Workshoppen tog udgangspunkt i transmediale festivalens tema “(near) near but - far”, og dermed særligt betydningen af nærhed og afstand. Det er både betegnelser for nogle af de tilstande, man kan føle sig hensat i i den digitale verden, men er også tekniske betegnelser, der opererer i algoritmer, software og hardware. På workshoppen diskuterede vi særligt, hvordan de to sider er forbundne. Netop at belyse forbindelsen er vigtigt for at forstå, hvordan vi som mennesker både er styret af teknologien, men også har rum til at udforske, udfordre, og forhandle teknologiens betydning.
- Hvordan ændrer digitale infrastrukturer vores oplevelse af nærhed og distance – og hvilke konsekvenser har det for vores sociale liv?
Diskussion af teknologiske infrastrukturer fyldte en del. Netværk og platforme er nærværende i mange menneskers liv, men opererer typisk i det skjulte, og er ofte centraliseret på få hænder med ganske få muligheder for at forhandle deres tilstedeværelse. Det vil sige de holder os sammen og forbundne, men holder os også på afstand, og reducerer vores muligheder for at yde indflydelse og bestemme over dem.
- Kan æstetik bruges som et redskab til at udfordre de digitale mekanismer, der styrer vores sociale liv – og har du konkrete eksempler fra workshoppen?
Da transmediale er en festival for kunst og digital kultur, fyldte spørgsmålet om de kunstneriske og kulturelle praksisser også meget – både hvordan de definerer et mulighedsrum, men også hvordan de selv er under forandring. Eksempelvis forklarede forsker og danser Daria Iuriichuk, hvordan platforme koreograferer kroppens tilstedeværelse, men også hvordan dansere optræder på eksempelvis Instagram og OnlyFans for at udforske og synliggøre den måde, det finder sted på.
Ph.d.-studerende Sami P. Itävuori fra London South Bank University, der forsker i museers billedarkiver, forklarede hvordan noget, der synes visuelt genkendeligt, også udfordrer forestillingen om kunstnerisk skabelse og værdi – bl.a. gennem den måde arkiverne inddrages til træning af algoritmer til billedgenerering. Generelt var tematikken bred, og spændte fra billedgenerering, landskab, arkitektur og byudvikling til danse-, lyd-, krop- og kønskultur.
Ikke mindst berørte workshoppen også betydningen af nærhed og afstand i den måde, vi bedriver forskning på. Som en vigtig del af processen producerede deltagerne kollektivt en publikation, der blev lanceret og præsenteret på festivalen, der hvert år afholdes I Haus der Kulturen der Welt (HKW) I Berlin og tiltrækker over 25.000 besøgende.
Publikationen, der blev produceret i forbindelse med workshoppen, kan læses her.