SHAPE-samarbejde: Studerendes samtalerute ‘Kønsneutralt CPR-nummer?' er udgivet på Aarhus Kommunes app Opdag Aarhus
Et samarbejde mellem SHAPE og to forhenværende AU-studerende, Julie Laura Risager og Lukas Oliver Lindgren, er mundet ud i den digitale samtalerute 'Kønsneutralt CPR-nummer?', som netop er blevet udgivet på Aarhus Kommunes gratis app Opdag Aarhus.
Siden de to forhenværende kandidatstuderende i hhv. Retorik og Filosofi, Julie Laura Risager og Lukas Oliver Lindgren, deltog i det tværfaglige kursus Humanistisk Innovation på Aarhus Universitet, har de arbejdet videre på et projekt, der skal at facilitere demokratiske samtaler om svære, politiske emner mellem borgere i Aarhus. Denne vision er blevet til samtaleruten ‘Kønsneutralt CPR-nummer?’, som nu er udgivet og frit tilgængelig på Aarhus Kommunes app Opdag Aarhus.
"I forbindelse med valgfaget Humanistisk Innovation, fik vi et samarbejde med SHAPE, som stillede os en opgave. Vi blev gennem arbejdet opmærksomme på, at vi selv synes det var svært, hvilket ordvalg der skulle bruges, hvilke meninger der måtte ytres og hvad man kunne sige uden at være privilegieblind. Vi ønskede derfor at skabe et informerende og frit samtalerum. Et samtalerum som ville skabe politisk samtale og debat og samtidig være borgerinddragende." - Julie Laura Risager
App'en består af et digitalt kort, hvor borgere og besøgende i Aarhus Kommune kan gå på opdagelse inden for bl.a. natur, historie og kunst. På den 4 km lange samtalerute 'Kønsneutralt CPR-nummer', der indeholder 5 stop, vil brugerne blive præsenteret for potentialer og udfordringer ved et kønsneutralt CPR-nummer samt blive stillet en række spørgsmål, der lægger op til en samtale om emnet:
"Vi håber, at projekter som vores, der udmærker sig fra lignende projekter ved ikke at forsøge at præge nogen til at overtage en bestemt politisk holdning, kan hjælpe med at bygge bro mellem divergerende synspunkter." - Lukas Oliver Lindgren
Download app'en gratis her og læs mere om Julie og Lukas projekt her.