Aarhus Universitets segl

Digitalt medborgerskab i retligt lys

Danmark er i dag et af de mest digitaliserede lande i verden, og der er stor politisk opmærksomhed på at fastholde denne position. I maj 2022 lancerede den danske regering derfor en digitaliseringsstrategi, hvis mål det bl.a. er at øge den digitale sikkerhed, understøtte danskernes og virksomhedernes digitale kompetencer, skabe bedre velfærd, accelerere den grønne omstilling samt øge vækst og eksport. Strategien forudsætter, at digitaliseringen – som det hedder under den af visionerne, der omhandler etiske perspektiver – i de kommende år understøttes af en lovgivning, der sikrer ”en effektiv og brugervenlig digital forvaltning, tidssvarende rammer for brug af ny teknologi, og at digitale løsninger udvikles med udgangspunkt i borgernes retssikkerhed” (Danmarks digitaliseringsstrategi – Sammen om den digitale udvikling, 2022, s. 46). Projektet har netop til formål - i dialog med både teoretikere og praktikere - at undersøge, hvordan vi som samfund får digitalisering, retssikkerhed og digitalt medborgerskab til at spille sammen frem for at kollidere. 

Per Andersen

Professor MSO Juridisk Institut