Projektet fokuserer på levedygtigheden af forholdet mellem journalister og forskere. Journalister og forskere fungerer som "vagthunde", der taler sandt til magten. Selvom journalister og forskere forfølger forskellige sandhedsidealer, viser undersøgelser generelt, at i velfungerende liberale demokratier fungerer forholdet mellem journalister og forskere også godt. I de senere år er vagthunderollen imidlertid blevet udsat for et øget pres fra politiske og erhvervsmæssige interessenter og forstærket af de digitale revolutioner. Disse processer udhuler fundamentet for både medier og forskningsinstitutioner og åbner sluserne for "alternative" fortolkninger. Mens mange journalister og forskere har tilpasset sig de sociale mediers fagre nye verden, indebærer det ændrede mediemiljø også en grundlæggende ændring af den kontrol og balance, der kendetegner den demokratiske orden: I traditionelle trykte og elektroniske medier er både journalistens og forskerens rolle som vagthund blevet opretholdt af deres autoritet. De betragtes som pålidelige kilder på grund af omdømmet hos de institutioner, de repræsenterer. På de sociale medier er man nøgen, overladt til styrken af sine argumenter og til publikum. Traditionelt er tilliden til forskere betydeligt større end til journalister. Men ud over at være i samme båd - truer tabet af autoritet også gensidigheden og dermed den gensidige tillid mellem de to: Spredningen af "alternative sandheder" udfordrer, hvad det vil sige for en journalist at rapportere fair og afbalanceret. Og udbredelsen af sociale medier gør det også muligt for forskere at fordømme bestemte historier eller endda bestemte journalister.